På et oprørt hav

På et oprørt hav

Mål

At forsøge at fremkalde følelser, man kan få ved at være på et oprørt hav.

At reflektere over håbet i en oprørt situation.

Forløb

Forløbet er delt op i to dele.

Første del: Konfirmanderne skal sætte sig på puder midt i skibet i kirkerummet. På storskærm vises en lille kort film. Imens filmen vises, er der stilhed og konfirmanderne har mulighed for på papir at notere nogle af de følelser, filmen fremkalder hos dem.

Når filmen er færdig, deles konfirmanderne i grupper af tre og sætter sig rundt på kirkebænkene. De skal nu skrive en kort sms-beretning om, hvordan det må have føltes at være ombord på båden. Som hjælp til konfirmanderne kan følgende stikord gives: Hvorfor var I ombord? Hvad følte I? Hvad tænkte I? Hvad var I bange for? Hvem var I sammen med? Havde I et håb? Hvad regnede I med, ville ske? Bad I om hjælp?

Når konfirmanderne er færdige med at skrive deres sms, samles alle og sætter sig igen på puder. Sms’erne læses op på skift efterfulgt af stilhed. Første del afsluttes med en snak om, om alle havde de samme følelser, da de så filmen? Var det nemt at fremkalde følelser af angst, frygt, utryghed etc.? Var det at bede om hjælp en del af sms’erne – hvorfor / hvorfor ikke?

Anden del: Konfirmanderne sidder på puder i skibet i kirkerummet. Som oplæg til en snak om håbet i en oprørt situation, vises denne billedserie fra katastrofen i Japan. Lad billedet med pigen stå til sidst.

Når filmen er færdig, deles konfirmanderne ind i to grupper. Den ene gruppe skal forestille sig at være teenager i Danmark, og den anden gruppe skal forestille sig at være teenager i Japan efter flodbølgen.

De to grupper får nu fem minutter til at løbe stafet op til en flytbar tavle eller flip-over, der står for enden af skibet i kirkerummet, og skrive ting på som teenageren i Japan håber på der, hvor hun bor og ting som konfirmanden i Danmark håber på.

Når de fem minutter er gået, skifter de to grupper og bliver bedt om at sætte en cirkel om de ting, som de også har skrevet på deres del af tavlen. Lad konfirmanderne cirkulere lidt og tale om, hvor mange håb der måske er ens eller hvor mange, der er forskellige i Japan efter flodbølgen og i Danmark.

Anden del kan afsluttes her eller med en samtale om håb og afmagt. Var der følelser, der gik igen fra første del til anden del? Var der håb i konfirmandernes sms’er i først del?

Arbejdsmetode

Aktivitet og samtale.

Forberedelse

Der skal være mulighed for at vise filmklip og billedserie på computer og storskærm.

Materialer

Papir, skriveredskaber, computer og projektor til at vise film, højtalere, mobiltelefoner, flytbar tavle eller flip over og kridt/tusser.

Video af skib i oprørt hav  - klik her

Varighed

30 minutter

Omtale