Begynd med succes

Begynd med succes

Mål

At børnene opdager at de allerede ved noget

At danne sig et overblik over kendskabet til bibelske fortællinger

Forløb

Lad børnene bladre og kigge rundt i forskellige gamle og nye illustrerede bibler. Det må gerne være bredt - både med få detaljer (Fx. Sesams Børnebibel, Sigurd fortæller bibelhistorier, De mindstes bibel) og dem der er mere detaljeorienterede (Fx. Esben Hanefelt, Alle Børns Bibel)

De skal alene, parvis eller i grupper (alt efter hvor mange I er, hvor mange bibler du har og hvad der passer dig bedst), bladre i nogle bibler og se om der er historier, de genkender. De må gerne finde flere, de kender.

De skal vælge ét billede/en historie, som de har lyst til at dele med de andre.

Måske kan de huske detaljer i en historie, måske kan de bare huske at det er noget med påske eller noget med jul, måske kan de huske hvad personerne i historien hedder.

Det er ikke vigtigt hvor meget de ved eller kan fortælle, men at de opdager, at der er noget, de allerede kender og at du, som underviser, får en fornemmelse af, hvor godt de allerede er inde i de bibelske fortællinger. Måske kan du allerede her sige: "Og den skal vi faktisk høre senere i forløbet." og på den måde bliver de trygge ved at kende noget af stoffet på forhånd.

Arbejdsmetode

Individuelt/parvis opgave og fælles samtale.

Tekster

Alle de bibelske fortællinger

Forberedelse

Find en masse forskellige illustrerede bibler frem. Der må gerne være gengangere, så flere grupper kan sidde med den samme bibel.

Varighed

20-40 minutter - alt efter hvor mange de er