Få besøg af Globale fortællere

 

  • Hvordan føles det at stå overfor en ung, der har helt andre vilkår end en selv?
  • Hvilke tanker gør man sig i mødet med mennesker, der lever i dyb fattigdom?
  • Hvordan påvirker mødet med den globale kirke ens egen tro?

Disse – og mange andre – spørgsmål bliver sat i spil på den mest levende måde, hvis du booker en workshop med de Globale Fortællere.

Globale Fortællere er Danmissions rejse- og formidlingsprogram, hvor unge mennesker sendes ud i verden for at opleve kirkeligt arbejde i en helt anden kultur helt tæt på. Når de kommer hjem til Danmark, modtager de undervisning i, hvordan de formidler deres oplevelser, refleksioner og nye indsigter til andre unge mennesker.

På deres rejse har de oplevet, at fattigdom, klimaforandringer og religiøse konflikter ikke er abstrakte størrelser, men daglige livsvilkår for mennesker som du og jeg. Med udgangspunkt i deres oplevelser og personlige møder inviterer de Globale Fortællere jer med på opdagelse i temaer som dialog, tro og global retfærdighed. Gennem oplæg, video, aktiviteter og samtale udfordrer de Globale Fortællere konfirmanderne til at overveje etiske dilemmaer, tage stilling, ytre sig, diskutere og lytte.

Danmission har i en årrække samarbejdet med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) om formidlingsprogrammet, der er målrettet konfirmander

Vil du overlade ordet til en ung underviser og samtidig støtte Danmissions arbejde med tro, religionsdialog og bæredygtighed? Så book din workshop her.

Praktisk information

  • Hvem: Programmet er målrettet konfirmander, efterskole- og højskolelever samt spejder- og FDF-kredse. De Globale Fortællere holder også gerne workshops i forbindelse med sognearrangementer og for andre interesserede, hvor indholdet tilpasses den givne målgruppe.
  • Hvad: Et undervisnings- og formidlingstilbud, hvor I får besøg af to unge Globale Fortællere, der i en workshop – af halvanden times varighed – inviterer jer tæt på deres møde med verden gennem oplæg, aktiviteter og samtale.
  • Hvornår: I efteråret kan I få besøg af de Globale Fortællere i oktober og november, og i foråret kan I få besøg i marts og april. I bookingsystemet kan du se, hvornår vi befinder os i dit område.
  • Pris: 2.895,- alt inklusive. Rabatkoder kan gives ud i særlige tilfælde – kontakt projektleder for de Globale Fortællere på: globale-fortaellere@danmission.dk

Anbefalinger:

  • “De Globale Fortællere er gode til at bringe de unge på banen – og mange af mine konfirmander har sagt, at det er noget af det mest overraskende, vi har lavet. De har fået blik for, hvordan det er at være menneske og kristen andre steder i verden – og for hvilken forskel kirken gør. Det at tale de svages sag bliver pludselig mindre abstrakt.”  - Sarah Krøger Ziethen, Tidligere sogne- og natkirkepræst i Roskilde Domkirke.
  • “At få besøg af Globale Fortællere er et friskt pust udefra. På flere planer. Konfirmanderne synes, de er seje, de unge Globale Fortællere, og jeg er vild med, at verden kommer ind i konfirmandlokalet. Præster – prøv det.” - Lone Primdahl Dolmer, Sognepræst i Aars sogn.
  • "Som partner i projektet ser vi en stor værdi i mødet mellem konfirmander og de Globale Fortællere, der kan formidle på en måde, som konfirmanderne kan relatere til. De formidler et udsyn til en større verden, hvor kristendommen også spiller en rolle, og det kan give konfirmanderne et blik for, at kirken er mere og større end deres egen." - Hanne Høgild, konfirmandcentret