Festdag med konfirmationsdåb

I Vanløse i København, hvor jeg er præst, er det almindeligt, at en del forældre vælger at lade deres børn bestemme,om de vil døbes eller ej, når de når konfirmationsalderen.

Derfor har vi hvert år op til 10-12 konfirmander, der bliver døbt. Vi har valgt at gøre den dåb til en særlig fest i kirken. Vi fortæller derfor familierne, allerede når de tilmelder sig, at der er dåb 2. påskedag kl. 19.30.På den måde sikrer vi, at alle kan den samme dag,og at vi derfor kan døbe alle konfirmander den dag. Samtidig indkalder vi alle de andre konfirmander til kl. 16.00 samme dag, og sammen med to gode gospel-/musikinstruktører, står de for al musik og sangindslag under gudstjenesten.

Imens taler præsten med dåbskandidaterne om deres tro eller tanker om tro,og hvad der har ført til,at de vil døbes. Det er enormt hyggeligt og givende.Så spiser vi sammen, og går til gudstjenesten. Det kommer til at handle om at gå sammen med Jesus, som disciplene til Emmaus –og om at blive døbt. Og det er blevet påskens mest velbesøgte gudstjeneste med op mod 180-200 deltagere, fordi forældrene til de andre konfirmander også kommerfor at høre deres egne børn synge.

Det kan være grænseoverskridende for de unge at skulle døbes, mens andre ser på det. Men på denne måde er de ikke alene. Der er et fællesskab omkring dåben bådemed de andre, der skal døbes og med dem, der er døbt. Og dåbskandidaterne er festens midtpunkt på den gode måde.

Lene Østergaard, sognepræst i Adventskirken: