Lørdag

Da Herren han skabte sin jord under himlen 

og skuede ud over skabelsesvrimlen,

da mente han alting var såre godt.

Han overså det, der var ”skrevet med småt”:

Min sjæl var for lille, mit hjerte var hult.

Min tunge den visled’ og øjet var gult.

Jeg lokked for manden og kvinden. De spiste -

af Kundskabens frugter, mens jeg sad og fniste.

Fra den gang til nu hører levende sjæle

alt hjemme hos Gud, mens i livet de dvæle.

Men når deres timeglas en gang udrinder,

så trækker jeg dem ned i mørket og binder.

For syndere kan ikke komme til Eden,

så Gud sidder ensom i paradisreden.

Men jeg har en bror, og han kæmper for folket.

Hans kærlighed får altid ondskaben dolket.

Han kalder sig Vejen og Sandheden – Livet.

Sit liv har på korset den jubelnar givet.

Men den, der er død, kan til dødsriget vandre.

Og den, der er Gud, kan min rige forandre.

Jeg mærker, det ryster i Helvedes mure

Jeg frygter hans kræfter. Hans kærlighed truer.

         Og sjælene jubler mod lyset – fra nøden.

Mit navn det er ….. mit rige er …..

Første Mos. 3; Visdommens bog (GT apokryf) 2, 23-24.

Job 1,6; Den danske salmebog nr. 213

xxxxx xxxxx 5 + 5 bogstaver