2. Påskedag

Min bedste ven hed Jesu, og nu er han død og borte,

og fjendens vagtsoldater spilled’ terning om hans skjorte.

Jeg sidder her og gemmer mig i huset med de andre,

for vi, som var han venner, vi skal nu alene vandre.

Men pludselig, så stod han der i stuen midt iblandt os,

skønt alle døre de var låst, og synet tryllebandt os.

”Du er jo bar’ et spøgelse”, det sa’ jeg li’ så kæk,

for man bli’r gal i skralden, når et spøg’lse driver gæk.

”Nej, jeg er ganske virk’lig, prøv du blot at gi’ mig hånden.

Føl også på mit hjerteslag og mærk: Jeg trækker ånden.

Og stik din finger ind i såret, hvor de banked’ sømmet.”

Jeg rørte ved det dybe sår, og Jesus straks sig ømmed’.

Det var min egen kære ven, der stadig var i live.

Nu går jeg til al verden ud og dette budskab give.

Mit navn er også Didymos, du søge må på nettet.

Hvis du har gættet mig forkert, så se at få det rettet! 

Joh. 20, 19-29. 

xxxxxx 6 bogstaver