Overordnede refleksioner omkring eneundervisningen

Det er vigtigt at huske ikke at bedømme konfirmanden på den udvendige fremtoning. Det gælder ethvert menneske, men i særlig grad udfordrede teenagere.

Det kan være svært at skelne mellem de reelle angst-problemer og det, der kan virke som forældres ’projekt’, at barnet har angst. Det kan være en del af kompleksiteten i denne sammenhæng. Men da vi som præster ikke skal stille en diagnose, handler det om i undervisningen at fokusere på mødet med konfirmanden – samtidig med at der ved siden af tegner sig et forældrearbejde og -samarbejde, hvor vi som undervisere må udgrænse, hvad der er muligt inden for vores specifikke opgave i konfirmandstuen, og hvad der måske kalder på kirkelige initiativer, som vi må motivere andre til at bære oppe. Det er til gengæld erfaringsmæssigt betydningsfuldt, at underviseren til beroligelse kan forsikre bekymrede forældre om, at ”vi har set konfirmanden og nok skal gøre alt, hvad vi kan, for at konfirmationsforløbet kan lykkes”. 

Der er et sjælesørgerisk aspekt i konfirmationen – og det kan ved unge med belastende angst fremtræde tydeligere, så vi kan tænke, at de unge bliver konfirmeret af sjælesørgeriske hensyn mere end ’konfessionelle’. I den forbindelse kan vi som ansvarlige for undervisningen også tænke, at de ikke har ”lært” alt det, de andre har lært, og som man kunne forvente eller kræve efter Kgl. Anordning og biskoppernes Vejledning. Her er det vigtigt at minde sig selv om, at stof og indhold i konfirmationsforberedelsen i en evangelisk-luthersk kirke ikke handler om et pensum, men et fokus.

Det vil altid opleves som en falliterklæring, når det ikke lykkes med konfirmander med særlige behov – at nogle ikke får tilbuddet, at andre må give op undervejs. Her er der brug for ”lærerværelset”, kollegasamtalen, så frustrationen flyttes ud af den personlige belastningscirkel til overvejelser over, om og hvordan vi som folkekirke kan rykke ved den problematik.

Vi kan blive ramt af en frustration over, at vi som helhed ikke er klædt godt nok på til at møde konfirmander og familier med særlige behov. FUV’s og stifternes tilbagevendende kurser og specialuddannelser er oprettet for at imødekomme den frustration.

Vær opmærksom på eksisterende strukturer for det overordnede kirkelige samarbejde om børn og unge med særlige behov i folkekirken:

• Landsnetværk Folkekirke for Særlige Behov, hvor der sidder to præster fra hvert stift, udpeget af biskoppen til at varetage konsulentfunktion og igangsætte og stimulere udviklingsarbejde og faglig sparring i stiftet
• Stiftsnetværk Folkekirke for særlige behov, hvor det vil være oplagt, at der sidder en repræsentant for hvert provsti i netværket
• Nogle provstier har også et samarbejde mellem sognene omkring specialundervisning.

Én ting er konfirmander med særlige behov, men når det f.eks. handler om ”elite-konfirmander” med forældrekrav om særlige forhold omkring undervisningen og hensyn til ”elite-udøvelsen”, kan det være sværere at mønstre tålmodighed og imødekommenhed. Der er ikke nogen juridisk forældreret til at kræve en bestemt struktur for undervisningen. Hvis man ønsker konfirmation for sit barn, vil det altid kræve en grad af indretning og prioritering, som man med god ret kan gøre forældre opmærksomme på og forsøge at holde dem fast på.

Der er også en særlig problematik omkring efterskoleelever, som ønsker konfirmation i hjemkirken, eller udlandsdanskeres konfirmationsforberedelse og konfirmation. Jf. Biskoppernes Vejledning om Børnekonfirmandundervisning og Konfirmation og vejledende råd her på siden.

Overordnet om form og struktur for eneundervisning

Eneundervisningens placering i præstens arbejde

Der er ikke en foreskrevet pligt for præsten i den aktuelle situation til at tilbyde eneundervisning. Men § 1 i Anordning om Konfirmation giver den døbte adgang til konfirmation. Det betyder, at kirken har et ansvar for at give den mulighed. Hvis det aktuelt skønnes umuligt at indfri, må præsten rådføre sig med ”tilsynet”, provsten, når det gælder konfirmander med særlige behov. Provsten har ansvar for at lægge struktur for specialundervisning i provstiet. Sammen skal provst og præst (og menighedsråd) finde en løsning.

Præsten kan opleve frustration over, at flere konfirmander ikke kan klare den almindelige forberedelse. Det giver ikke døgnet flere timer, men det kan hjælpe lidt på motivationen (og prioriteringen) at se eneundervisningen som et udvidet husbesøg.

Information og kontakt til skole, forældre og konfirmand forud for konfirmandforløbet

Alle sogne bør kontakte sognets skoler med information til Aula om konfirmationsforberedelse – også for specialhold.

Det er godt, at præsten melder sig på banen med tilbud til specialkonfirmanderne, når ”almenkonfirmanderne” begynder i september. Samtidig kan det måske have betydning at komprimere forløbet hen mod konfirmationen i stedet for end at sprede det ud over et længere forløb med en måned imellem.

Tidlig og personlig indskrivning til konfirmationsforberedelse: Hvis der er tid/ressourcer til det, kunne man afsætte et kvarter til hver konfirmand-familie forud for undervisningen til bl.a. at tale igennem, hvilke potentielle udfordringer der kunne være. På tilmeldingen skal forældrene angive særlige behov. Hvis ikke der står noget, er det nok nødvendigt alligevel at spørge direkte ”Har du nogle udfordringer, jeg kan hjælpe med?” – og måske endda i sådan en samtale prøve at spørge yderligere konkret til de udfordringer, der bliver nævnt. Den gode begrundelse, som man bør nævne åbenlyst, er, at man har behov for at vide de ting for at lave den allerbedste undervisning.
Man kan alternativt følge skriftlige tilmeldinger op med en opringning før undervisningen.
Hvis man som præst erfarer udfordringer hos konfirmanden, som man ikke forud er blevet gjort opmærksom på, kan man med fordel meget hurtigt ringe til forældrene og drøfte det, man har oplevet.

Det er vigtigt at tage samtalen også om undervisningens struktur og indhold med forældrene forud for forløbet. De kender jo deres børn bedst. Det kan være pejlemærke for strukturen i undervisningen. Åbningen af kontakten her kan nogle gange være præget af en lang kamp for forældrene med ”systemet”. Husk, at hele familien er påvirket af konfirmandens situation.

Det betyder noget, at vi ofte er i stand til at sætte det, vi kan tilbyde, over for forældrenes bekymringer. At frygten for ordblindhed og andre udfordringer i skolelivet ofte kan elimineres ved anderledes tilgange i kirkens konfirmationsforberedelse.

Erfaringen er, at der er forskellige forældreforventninger afhængigt af geografisk placering i landet. Forældre-ressourcer og forældreforventninger kan variere meget. Forældres forventninger og mange forklaringer kan nogle gange spejles i børnene og kan ind imellem opleves som forhindringer for en åben, tillidsfuld dialog. Der kan i den sammenhæng optræde konfirmander, som ”gemmer sig” i diagnosen, de har fået. At være bevidst om det forhold, kan være med til at fjerne forhindringerne i et undervisningsforløb.

Der kan til gengæld være en udfordring i at få den første kontakt til den unge selv, hvis han eller hun ikke kender præsten på forhånd, og hvis al kommunikation går gennem forældre.

Men det er vigtigt forud for forløbet at spørge konfirmanden selv, lade dem komme til orde og give tid og rum til, at de kan sætte ord på deres behov og ønsker. De kender egne udfordringer og har ofte konstruktive bud på, hvordan de i situationen kan kommes i møde.

Send et hyggeligt introbrev. Brug enkle formuleringer og sæt dig ind i, hvad konfirmanden kan have af spørgsmål, så vedkommende føler sig ”taget i hånden”.   

Få konfirmand og forældre til at sætte konkrete ord på. Hvad kan jeg som underviser KONKRET gøre?

Det kan være svært at sætte grænser, hvis man bliver barnets fortrolige. Hvornår og hvordan er man tilgængelig?  Barnets har måske oplevet mange afvisninger – hvordan får man markeret en grænse uden at give en ny erfaring af afvisning? Jfr. Lars Nymark Heilesen: Kan jeg stole på dig? Den professionelt forpligtende relation i konfirmandstuen i: Lars Nymark Heilesen (red.): Tavshedspligt og underretningspligt

Co-teaching, støtteperson og tryghedsperson i undervisningen

Det er godt ikke at være alene, men at være mindst to på holdundervisningen – det er i nogle tilfælde ikke bare godt, men nødvendigt, så den ene f.eks. kan gå med ud, hvis en konfirmand får brug for at gå ud. Når vi inkluderer konfirmander med angst på holdet, er nødvendigheden af at være to voksenressourcer i undervisningen kun skærpet.

Alt afhængig af situationen må det også overvejes, om der under en eller anden form også ved eneundervisning skal være to voksne i undervisningen eller mulighed for øjeblikkeligt tilkald af en anden voksen.

En personlig støtteperson/-lærer for konfirmanden ved undervisningen kan være nødvendig. Biskoppernes Vejledning til Anordning om Konfirmation sætter det direkte som præmis, at hvis en konfirmand har behov for støtte i skolens undervisning, skal vedkommende også have personlig støtte i konfirmationsforberedelsen.

Nogle har i forbindelse med en diagnose en ordning, der giver mulighed for, at en professionel støtteperson i skolen kan følge med til konfirmationsforberedelsen. Hvis ikke, er det op til kirken at løse problematikken ved tilkøb af hjælp eller i en anden konstruktion. Hvis der er tale om honorering, ligger den i flg. Anordningen hos det lokale menighedsråd, der igen eventuelt må forhandle med provstiet om at kunne sikre honoreringen på budgettet.

Nogle gange kan det være nødvendigt, at konfirmandens forældre er til stede, enten som støtteperson eller blot som en tryghedsperson. Det kan være betydningsfuldt i den sammenhæng at give forældrene nogle selvstændige opgaver i forhold til undervisningen, f.eks. praktiske opgaver (bede dem lave the, kakao, hente ting der skal bruges eller lignende), så de ikke overtager konfirmandens plads i undervisningen. Det er en balancegang at få det udformet, så forældrene fungerer som støtte for barnet, men ikke hæmmer barnets udfoldelse.

Konfirmationsforberedelsens overordnede struktur

Imødekommelse af den enkelte konfirmands behov

Biskoppernes Vejledning til Anordning om Børnekonfirmandundervisning og Konfirmation giver i sit afsnit om ”Undervisning af børn og unge med særlige behov” i vid udstrækning dispensation til at give undervisningen en struktur, der imødekommer konfirmanden med særlige behov. Det gælder tidsforløb, lektionslængde m.m. Undervisningen skal her tilpasses den enkelte konfirmand. Samtidig skal Anordningens formål med undervisning og konfirmation fastholdes – her er ingen dispensation. Hvis man er i tvivl om noget, må man henvende sig til biskoppen.

Struktur og genkendelighed

Lav en struktur/tydeligt program for, hvad der skal ske de enkelte gange – især for konfirmander med autismespektrumforstyrrelse, så de er trygge, men det gælder dybest set alle. Det er vigtigt med genkendelige strukturer.

Når det gælder eneundervisning, handler det oftest om forskellige forløb til forskellige konfirmander. Hvad, der virker med Sofie, fungerer ikke nødvendigvis med Søren. Vær samtidig forberedt på og klar til, at planen for både forløbet og de enkelte undervisningsgange skal justeres undervejs.

Det er vigtigt at prøve at gribe fat i konfirmandens hverdag – det kræver den tillidsbårne, nysgerrigt opsøgende samtale.

Hjemmeopgaver

Ene- og hjemmeundervisning kan ud over de direkte møder mellem konfirmand og underviser aflastes og understøttes med hjemmeopgaver, som forældrene måske kan gives ansvar for at styre (bibellæsning, temaopgaver, film/video osv. – se under ”Materialer til ene- og hjemmeundervisning”). Man kommer let til at give opgaver til konfirmanderne, som indirekte kræver, at forældrene er med inde over. Det kalder på en ekstra overvejelse hos underviseren. For derved kommer vi til at lægge en yderligere byrde på en familie, der i forvejen er presset. I andre tilfælde er det godt med den forældremedvirken. Så der er ikke ,noget entydigt svar på, om det er en god idé.

Det er både i forhold til konfirmationsforberedelsens formål (”det elementære i kristendommen, folkekirkens gudstjeneste) og forældres forudsætninger for at være ”medarbejdere” om undervisningen oplagt, at de tematikker, vi beder dem om at hjælpe med, handler om faglige kerneområder, f.eks. jul, påske, pinse, gudstjeneste, bibelhistorier.

Det kan både af hensyn til underviserens aflastning og konfirmandens identitet være betydningsfuldt, at det handler om de samme opgaver til eneundervisningen som til holdundervisningen, selvfølgelig skåret til efter situationen.

Eneundervisningens forskellige lokationer

Eneundervisningen kan foregå på mange lokationer: i præste- og sognegården, i kirken, hjemme hos konfirmanden, på skolen, på en walk-and-talk m.fl. Hver lokation stiller sine specifikke krav til formidlingen og formidleren.

Nogle enekonfirmander kan høste fordel af at kunne medtage hund som tryghedsskabende hjælper på en walk-and-talk.

Undervisningen kan konstruktivt lægges i forbindelse med gudstjenesten. Det er afgørende, at vi hjælper det kristne fællesskab, vi er præster for, med at forstå ungdomsgruppe, som har en prioriteret plads i gudstjenesten i konfirmationstiden. ADHD, lyde fra en fysisk handicappet mm., hvis de skal ind i kirkerummet. I bedste fald kan det blive ”learning by doing”, der åbner op for menighedens syn på, at der er andre behov end dem, de er vante til/ser

Der kan være både en pædagogisk og inkluderende idé i at få de konfirmander, der har særlige behov, med i gudstjenesten. Også det er kirkeliv! Vælg gerne de korte gudstjenester.

Lad konfirmanderne lave noget kreativt, og brug det i kirkelig sammenhæng – enten som billede på forsiden til et program eller ’udstillet’

”Undervisningsrummet” bliver nemt for intenst. Snak om liv og død bliver nemt tale om min og din død. Det er lettere at tale generelt om menneskelivets vilkår sammen med et hold, hvor hver enkelt kan identificere sig med enkeltdele, uden at blive udstillet. Fortællinger kan være det fælles tredje, man kan læne sig ind og på den måde tale om det, der er vigtigt, uden at konfirmanden føler sig ”peget på” eller nødet til at dele noget, der kommer for tæt på.

Nærvær behøver ikke være øjenkontakt. Det kan også være blot at være til stede som en sidemakker, samtalepartner eller lignende.

Det er vigtigt med hjernepauser og at få lov til at bevæge sig. Max. 20 min. og derefter en hjernepause, der sagtens kan være formidling under andre æstetiske og kreative former.

Supplerende digital undervisning

De fysiske møder kan også understøttes af digital undervisning, online-/video-/SOME-baseret. Svar på opgaver, som er stillet, kan eventuelt nogle gange være video-svar. Oftest kræver det forældreopbakning at sikre den svarprocedure. Særligt gælder det konfirmander, som er på efterskole.

Ved den digitale kommunikation skal samtidig de sikkerhedsprocedurer, som blev udviklet til konfirmanderne i coronatiden, udnyttes og overholdes. Det er ikke alle børn, som ønsker at blive set på skærmen selv. Løsning kan være et eksternt kamera, som kan drejes væk fra konfirmanden. Retningslinjer GDPR for onlinekommunikation.

Hvor man vil arbejde med online-undervisning, er der behov for fysisk møde inden.

Der er samtidig behov for praktisk support til præster, hvis man skal udbyde online-undervisning.

Der ligger en folkekirkelig opgave i at få oprettet ”Folkekirkens Digitale Konfirmandstue”, som eneundervisning i sognene kan abonnere på til undervisning i dele af konfirmationsforberedelsens tematikker.

Solo-konfirmation

Der kan være en god idé i at have en fastsat ”solo-konfirmationsdato” – både for præstens/kirkens og forældrenes planlægning.

Kollegial sparring i provstiet

Der burde i hvert provsti være en anker-person, som man kan henvende sig til, både som forælder og præst, når man har en konfirmand med særlige behov. De kan give inspiration til arbejdet for kolleger, så de ikke står alene og helt uvidende om, hvad de skal stille op.

Struktur og form på den konkrete undervisning

Opstart på undervisningsforløbet

Det er godt at have kontakt til skolen og forud for undervisningen få at vide fra skolen, hvilke eventuelle problematikker der er i klassegruppen. Vi har som præster ingen ret til journalindsigt – og skal heller ikke bruge den til noget. Men det er vigtigt som underviser at være klar over før start, hvilke særlige forhold der kan gøre sig gældende på holdet, også i forhold til enkelte konfirmander. Den gode samtale med skolen om det beror på et godt og tillidsfuldt skole-kirke-samarbejde.

Skab god begyndelse og god afslutning – og slet ikke 56 lektioner – men måske max. ti gange.

Eller byd fra begyndelsen et forløb ud på f.eks. seks gange – med afstand imellem, så der kan lægges flere lektioner ind, hvis det viser sig at give mening. Spil ud til familien fra begyndelsen, at det er rammerne og mulighederne... Og giv dem også en oversigt over undervisningsemnerne.

Giv Menneskesønnen som gave og find på få lette spørgsmål og et enkelt reflekterende til de første to kapitler. Det hjælper til hurtigt at afdække konfirmandens refleksionsniveau, og så bliver det nemmere at tilrettelægge kommende forberedelsesgange.

Underviseren laver en liste til sig selv over, hvad der er allervigtigst – og en prioriteret liste for at sikre indhold i forhold til konfirmationsforberedelsens formål. Husk: det handler ikke om, hvor meget, men hvor lidt der skal til, for at udfolde den kristne tro med en konfirmand!

Socio-fysiske behov

Det kan være en god ide at spise en lille ting sammen i starten af undervisningen (pølsehorn eller lignende).

Nogle har en række særlige fysiske behov, så giv plads til det. F.eks. at en må ligge ned, må gå frem og tilbage, kan sidde på en bold, have høretelefoner på noget af tiden mm.

Det er godt at have en struktur, som er nogenlunde den samme fra gang til gang. Struktur og genkendelighed er betydningsfuldt for alle. Altså f.eks. at have en ramme for undervisningen, som går igen fra gang til gang – selvfølgelig med begrundede variationer. For nogle konfirmander er det afgørende, at variationer altid er aftalt. Det kan være betydningsfuldt for mange, at strukturen er slået op i rummet enten som punktoversigt eller oversigt med billedikoner.

Hvis man underviser specialkonfirmander i kirkerummet, kan det have betydning for dem, at de har en fast plads. Brug da den samme til deres konfirmation.

Undervisningens form

Undervisningen kan med fordel udformes med en liturgisk struktur i kirkerummet: Velkomst, dagens program, tænde lys, salmevers, bibel historie, trosbekendelse, Fadervor, kreativ aktivitet, salmevers, velsignelse, tak for i dag.

Den kan eventuelt foregå som en samtale ved døbefonten ud fra tilpasset kortere eller længere liturgi.

Små meditationer (mindfulness) kan være en god undervisningsform til at erfare aflastende ro og samtidig koncentration om den evangeliske formidling. Men det er vigtigt, at det erfares som noget andet end det, man får som psykoterapeutisk behandling, da mindfulness/meditation også kan være led i angstbehandling.

I eneundervisning af konfirmander kan indgå en tur i præstens bil – ud i naturen, besøge kirker m.m. Det har været en erfaring, at konfirmanden selv havde så mange spørgsmål på de ture, at forberedelse ud over ruteplanlægning og planlægning af kirkebesøg var næsten unødvendig. Husk at få tilladelse fra forældre, også af forsikringsmæssige grunde!

Pausekort kan bruges til konfirmanderne, så de selv kan sige med et kort, at de har brug for en pause. Eks. tre kort til en undervisningstime.

Det er godt med et fokus på kropslighed i undervisningen – ikke blot sidde ved et bord. Mange har eftermiddagsundervisning – dér bliver det ekstra vigtigt, at konfirmanderne ikke bare skal sidde ved et bord – de skal op og ud for at lave noget.

Ved kreative opgaver: Det er godt at sætte konkret tid på, hvor lang tid konfirmanderne har til det. Det høster mange fordele af, for så kan de bedre overskue det og økonomisere med deres tid og energi.

Undervisningstemaer

Forslag til emner/temaer ved kort konfirmationsforberedelsesforløb:

1. Dåb og nadver
2. Hvad er en kirke? hvordan ser den ud, og hvad sker der i den?
3. Højtider
4. Bøn – hvad beder konfirmanderne om?
5. Korset. Idéer: støbe tinkors – lave krammekors. Perleplader kan bruges.
6. Bygge kirker og fortælle bibelhistorier i Mindcraft (computerspil som findes i både gratis- og betalingsversion).

Hav altid et par ekstra ting med i tasken.

Når inklusionen på holdet er udfordret

Brug en frivillig til at sidde i et tilstødende lokale og være ”bibeloplæser”, hvor konfirmander, der er ødelæggende for undervisningen/har svært ved at være en del af undervisningen, i perioder kan komme ind og bare lytte.

Hvis det viser sig efter start, at der er konfirmander, der af en eller anden årsag ikke kan rummes inden for fællesundervisningen, må forældrene inddrages til at tage medansvar for konstruktive ideer til at løse vanskelighederne, i yderste tilfælde ved at etablere eneundervisning. Der kan måske tænkes i online/hjemmeopgaver for en del af undervisningsforløbet.

Konfirmation

Konfirmationen er dagen, hvor udfordrede unge får lov til at være som alle de andre unge – det er ofte forældres fortælling om og til deres børn med særlige behov, og vi skal ikke undervurdere, hvor stort det er for de unge og deres familie.

Mht. liturgi: Ritualbogen fastlægger konfirmationsritualet (s. 87) som minimum: Tale/samtale (kan godt bare være: ”er du klar til at blive konfirmeret”) – trosbekendelsen – konfirmandvelsignelsen – fadervor – velsignelsen.

Konfirmation finder iflg. ritualbogen sted ved alteret, men under omstændighederne også ske på bænken – eller for den sags skyld ude i bilen – og formes fra det fulde udtræk til ”mini”-konfirmation: Trosbekendelse – velsignelse - alt i alt under 5 minutter. Formelt kræver ændringer i forhold til ritualbogen tilladelse hos biskoppen.

Alternativ konfirmation

To eksempler:

Biskoppen blev søgt om tilladelse til at døbe og konfirmere konfirmand på konfirmandens eget værelse pga. angst: Tilladelsen kom, dåb fandt sted på værelset, men konfirmation lykkedes i kirken.

Konfirmanden, som ikke kunne være med til fælleskonfirmationen, var med i et rum ved siden af og kom ind i kirken efter gudstjenesten og blev konfirmeret.

Det ovenstående er udarbejdet af deltagerne i FUV-onlinekursus 16. november 2023