Alle Helgen og roelygter

Alle Helgen og roelygter

Mål

At lære om forskellen på halloween og alle helgen

At konfirmanderne føler at de kan gøre noget godt for dem, som kommer til alle helgen

Forløb

I plenum taler vi først om hvad halloween er (uhyggelige optog – håne døden – trick og treat – etc.)

Derefter taler vi om hvad Alle Helgen er (at mindes helgener – at vi i dag mindes vores døde)

Afhængig af tid og koncentration kan man gå mere eller mindre ind i, at fortælle om halloween – all hallows eve – Samhain – Alle Helgen – men på et tidspunkt skal samtalen gerne munde ud i, at græskarlygter er noget vi laver for at skræmme de døde – og at vi til alle helgen netop ikke skræmmer de døde, men mindes dem, og at konfirmanderne derfor nu skal skabe en roelygte, der kan lyse for dem, der kommer til Alle Helgen – og at lygten IKKE skal være skræmmende ansigter (dette er meget vigtigt at pointere) men derimod kristne symboler – dvs. kors og hjerter og ankre (sidstnævnte kræver vist større kunstnerisk talent)

Konfirmanderne får nu hver en roe – herefter skæres toppen af – dén side skal roen stå på, så der er større flade – en del af roden skæres af, og i denne ende skal de altså grave ud. (Jeg skar med den store kniv top og bund af alle roer)

Når de har udhulet med ske og urtekniv skal de lave symboler med urteknive– nogle er hurtigt færdige og jeg sætter dem til at lave et symbol på den anden side også – andre er længe om det.

Er der mere tid læser jeg historien om Jack o’ the lantern med dem - klik her – der er også til livlige diskussioner om hvad vi tror – og ikke tror på.

Mette hald Mikkelsen
Sværdborg og Lundby pastorat

PS: Se billede fra indgang ved kirken med lygter - klik her

Arbejdsmetode

Skabende aktivitet

Forberedelse

Anskaf 1 roe pr konfirmand (Jeg fik dem af den lokale bondemand – men jeg er også meget på landet)

Anskaf 1 urtekniv pr konfirmand (kan købes til ca. 5 kr i søstrene grene)

Afdæk borde med plast eller sække – det sviner!

Øv dig evt. på en roe hjemmefra

Materialer
  • En urtekniv pr konfirmand
  • En spiseske pr konfirmand
  • En roe pr konfirmand
  • Klare sække eller plast til afdækning af borde
  • 1 skærebræt til at skære top og bund af
  • 1 stor køkkenkniv til samme formål
  • Et fyrfadslys pr roe – så de kan tændes til alle helgen
Varighed

45-60 minutter

Diverse

Er roerne fra marken skal de renses – jeg havde stålbørster med og lod konfirmanderne selv rense dem udenfor – og vaske dem i køkkenvasken.

Hav eventuelt plaster med i baghånden – to konfirmander kom til skade under produceringen af roelygter i år – men på ingen måde alvorligt.