Andagt 2.s.i advent (II)

Andagt 2.s.i advent (II)

Mål

At holde andagt om at gribe øjeblikket

Forløb

Andagten indledes med en kort samtale, hvor et billede præsenteres hos konfirmanderne:  

Forestil jer, at I står til den fedeste koncert med jeres favoritmusiker. I det øjeblik jeres yndlingssang bliver spillet, vil I sende et billede på Snapchat, så alle jeres venner derhjemme kan mærke, hvor vildt det er. Men da I tager jeres telefon frem, er der ikke mere strøm på den. Ved siden af jer ser I misundeligt på alle andre, som har deres telefoner fremme og er i gang med at forevige øjeblikket. I bliver irriterede på jer selv over, at I ikke har forberedt jer ordentligt ved at oplade telefonen hjemmefra.  

Spørg evt. konfirmanderne, om de kender andre situationer, hvor det er virkeligt surt show ikke at have strøm på sin smartphone.  

Genfortæl herefter Jesu lignelse om brudepigerne (Matt 25,1-13), der venter på brudgommen. Konfirmandernes forestilling om ikke at have opladet sin smartphone til at fange de store øjeblikke skiftes nu ud med billedet af brudepigerne, som ikke har fyldt olie på deres olielampe, da brudgommen kommer. 

Afrund andagten med en refleksion over Jesu lignelse om brudepigerne. Som inspiration kan man overveje følgende: 

  • Måske er vi alle som de dumme brudepiger, vi kan aldrig forberede os nok både på Jesu komme og på alt det, som tilværelsen byder os

  • Lignelsen kan være en påmindelse til os om at være tilstede og glæde os over øjeblikket nu og her. Fx at glæde sig over en koncertoplevelse, en fodboldlandskamp eller at feste med vennerne.  

 

Arbejdsmetode

Fortælling og refleksion

Tekster

Matt 25,1-13