Legogud

Legogud

Mål

At pensionere den gamle hvidskæggede og åbne for konfirmandernes indre gudsbilleder

Forløb

En stor lukket kasse/kuffert står midt i lokalet, og må ikke åbnes.

I kassen er Gud!

  • Præsten begynder med et lille oplæg om forskellige gudsbilleder i Bibelen og i kirken – Treenigheden, øjet i det høje, offerlammet, den brændende tornebusk m.fl. Konfirmanderne kan også give deres besyv med, hvis de kender nogle gudsbilleder.
  • Kassen lukkes op og legoklodser hældes ud i en stor bunke på gulvet.
  • Byg din egen Gud, som du ser ham, lige nu.
  • Alle de små modeller stilles efterhånden op på et bord, så alle kan gå rundt og se og spørge til hinandens gudsbilleder. Man skal også være klar til at fortælle om sin legogud, hvis underviseren tager den frem og spørger ind til den.
  • Hvorfor har du kun brugt røde klodser? Hvad betyder de vinger, du har sat på huset? Er Gud en pige?
Arbejdsmetode

Skabende aktivitet, leg.

Forberedelse

 

Materialer

En stor kasse med blandet Lego. Kan evt indsamles i menigheden – en opfordring til donation.

Varighed

2 lektioner

Diverse

Alle legogudsbillederne bliver fotograferet og hængt op i undervisningslokalet med små forklaringer, digte eller bønner ved. Senere på året kan man gøre det igen og opdage forskellen fra sidst.

Kommentar:

Konfirmandpigerne bygger generelt ret abstrakte gudsbilleder, som de så til gengæld har en masse ord at sætte på. Gerne hjerter, hvide kors eller gennemsigtige åndevæsner. Pigerne bruger også ofte muligheden for at tale om Gud som en kvinde. En sej tøs med ring i næsen havde engang fundet en lille brun legotønde og sat den frem som sit gudsbillede. Jeg måtte spørge hende, hvad det billede gik ud på, og hun sagde: Tomme tønder buldre mest, ikke? Paf præst!

Drengene er meget mere konkrete i deres billeder. De bygger som regel (flyve)maskiner med meget fart og turbomotorer, så Gud kan komme hurtigt rundt og holde øje med det hele. Der er også ofte våben med til at bekæmpe det onde. Andre drenge bygger kosmos – hele små verdener a la Paradis med porte og vagtengle og et slot til Gud i midten og træer og dyr og mennesker i velordnede systemer rundt om Gud.