Påskemåltid med konfirmander

Påskemåltid med konfirmander

Mål

At påske er noget, vi fejrer sammen og ikke kun noget, vi lærer om

Forløb

Først fortælles om påskens forskellige dage og deres betydning.

Dernæst inddeles konfirmanderne i mindre grupper, som hver får en opgave i forbindelse med forberedelsen af påskemåltidet - madlavning, borddækning osv. Måltidet spises sammen og ledsages af tekstlæsninger (gerne fra Den Ny Aftale), der passer til de enkelte måltidsdele: 

 

  • Maror: De bitre urter. Et blad rucolasalat til hver konfirmand. I det jødiske måltid skulle det minde om, hvor bittert det var at være slave. I det kristne måltid kan det minde os om, hvor bitter langfredag er. Læs Mark. 15, 33-36
  • Charoset: En blanding af æbler i små stykker og hakkede nødder blandet med kanel, honning og rød druesaft. Minder om de teglsten, som jøderne blev tvunget til at lave som slaver hos Farao. Men det smager også sødt, så det minder os også om, at Gud kan give håb midt i lidelse. Læs. Luk. 23, 39-43
  • Grøntsager: En kvist persille til hver konfirmand, som dyppes i saltvand. Minder om tårerne under slaveriet og om langfredag. Tårerne kan minde os om sorgen over dem, som vi har svigtet eller over dem, som vi har mistet. Læs Luk. 22, 54-62
  • Lammekølle: Lammets blod beskytter mod dødsenglen i den jødiske påske. I den kristne påske bruges lammet til at tolke, at Jesus bliver ofret for at overvinde død og trang til hævn. Det offer, Jesus giver langfredag, skal vise os, at Guds magt altid også rummer afmagt. Læs Matt. 27, 22-26
  • Matza: Usyret brød: Minder om, hvor hurtigt folket måtte forlade Ægypten - der var ikke tid til at lade brødet hæve. Jesus gav måltidet med de usyrede brød sin helt egen betydning, da han fejrede påskemåltid med sine disciple den sidste aften, inden han døde. Han sagde, at disciplene skulle fejre måltidet "til ihukommelse af mig". Hukommelse: Vi er i Guds hukommelse, og han husker, hvorfor Jesus måtte dø nemlig af kærlighed. For at se opskrift på usyret brød - klik her Læs 1. Kor. 11, 23-26
  • Fire bægre med vin: Minder om Guds løfter om at befri jøderne fra slaveriet. I det kristne måltid er vinen (druesaft) også symbolet på nadveren. Man kan evt. inddele bægrene, så man synger et vers af DDS 470 mellem hvert bæger. Hvis man begynder og slutter med et bæger, passer det med de tre vers. Læs Joh. 15, 1-5
  • Kogte æg: Minder om templets ødelæggelse, og hvordan det jødiske folk blev stærkere af lidelsen, ligesom ægget ikke så let går i stykker mere, når det er kogt. Vi bruger ægget til at fejre påske og opstandelse. Ægget er tegnet på nyt liv, som bryder frem. Hver konfirmand får et halvt kogt æg. Læs Joh. 11, 25-27

 

Efter den "forkyndende" del af påskemåltidet er fejret, kan man spise måltid sammenmed nybagt brød, salater med persille, spegeskinke (dressing med honning, citron, olie) og lammekølle. Måltidet sluttes af med et påskeæg til dessert - evt. som påskeægsjagt i haven!

 

Indkøb: Rucola, æbler, nødder, honning, persille, små plastikglas til saltvand, lammekølle, gær, mel, salt, olivenolie, solsikkekerner,  druesaft (i stedet for vin), æg, hvidløg, perlebyg, spegeskinke, påskeæg, påskepynt.

 

Tekster

Mark 15,33-36

Luk 23,39-43

Luk 22,54-62

Matt 27,22-26

1 Kor 11,23-26

Joh 15,1-5

Joh 11,25-27

Læs mere om påske i dette nr. af Kritisk Forum for Praktisk Teologi - klik her

 

Forberedelse

Købe ind:

Indkøb: Rucola, æbler, nødder, honning, persille, små plastikglas til saltvand, lammekølle, gær, mel, salt, olivenolie, solsikkekerner,  druesaft (i stedet for vin), æg, hvidløg, perlebyg, spegeskinke, påskeæg, påskepynt.

Varighed

2 x 45 min.