Askekors

Askekors

Mål

At reflektere over menneskets dødelighed

At reflektere over, at det er vigtigt at stoppe op og tænke over, hvordan vi lever vores liv

Forløb
  • Lav sammen med konfirmanderne et bål af små grene eller gamle palmeblade og saml al dets aske op i en skål.
  • Konfirmanderne sætter sig i en rundkreds - enten ude, i konfirmandlokalet eller inde i kirken, fx ved alteret, hvis der er plads.
  • Præsten introducerer aktiviteten og forklarer, hvad det symbolsk betyder at lave et askekors i panden på hinanden (Bl.a. skal asken minde os om vores dødelighed og syndighed. Alt er forgængelige - også vores eget liv. Med askekorset bliver vi mindet om og minder andre om, at vi ikke lever det jordiske liv for evigt. Det er vigtigt at stoppe op og tænke over, hvordan vi lever vores liv her på jorden.)
  • Præsten sidder med skålen med asken og dypper sin finger ned i asken for derefter at tegne et kors i panden på konfirmanden, der sidder ved siden af. Imens præsten tegner korset i panden, kan han/hun vælge at sige fx "Menneske, ihukom at du er støv og skal vende tilbage til støvet" eller "Herren velsigne sig og bevare dig".
  • Derefter går skålen videre til konfirmanden, og denne skal nu tegne et askekors i panden på sidemanden. Til sidst ender skålen med aske hos præsten, som også får tegnet et kors i panden.

 

Alternativt kan præsten tegne askekors i panden på alle konfirmander, men kan det lykkes, at konfirmanderne selv gør det på hinanden, vil det opleves stærkere.

Som opsamling kan I drøfte

- Hvordan var det at få tegnet et kors i panden af en anden, og hvordan var det at tegne det i en andens pande?

- Hvordan virkede ordene?

- Hvad vil det sige, at vi mennesker er støv?

 

 

En variation:

Aktiviteten kan også laves med vand og i stedet handle om velsignelse.

Konfirmanderne skal velsigne hinanden ved at dyppe en finger i vandet og med denne tegne et kors i panden på sidemanden - imens siges "Herren velsigne dig og bevare dig".

Arbejdsmetode

Aktivitet, samtale

Tekster

Fastetidens tekster

Forberedelse

Sørge for, at der kan laves bål eller at der er noget aske på forhånd.

Finde en skål.

Materialer

Små grene eller palmeblade til bål

Skål

Varighed

20 minutter